Danske foreninger for Travel Managers fusionerer

0

Foreningerne Corporate Travel Denmark (COTRA) og Danish Business Travel Association (DBTA) har indgået en aftale om en fusion.

De to Travel Manager-foreninger DBTA og COTRA slår sig sammen og bliver til et samlet netværk for alle, der arbejde med travel management og for indkøbere af forretningsrejser, møder, konferencer og leverandører.

Det skriver DBTA i en pressemeddelelse.

– COTRA har nu 10 år på bagen og vi har vendt alle muligheder for at sikre et fortsat godt netværk i det jyske. Vi har indtil nu haft fokus på ruteudviklingen i Vestdanmark og det har været værdifuldt, for vi har opnået at blive hørt og der er ingen tvivl om, at det jyske marked i dag har et stærkt udbud af flyruter, siger formand for COTRA, Pia Kirk Jensen fra Vestas.

– Vi flytter derfor fokus over på vigtigheden af netværket og vi tror, at vi ved at gå sammen med DBTA, kan sætte endnu større fokus på vigtigheden af travel management – uanset hvor i landet man bor, siger hun.

Efter fusionen er det allerede fastlagt, at de to parter vil udvikle DBTA Vest, der skal sikre fokus på et lokalt netværk.
Fusionen glæder formanden for DBTA, Mette Bank fra Lego System:

– Vi glæder os oprigtigt over, at fusionen nu er en realitet og er sikker på, det bliver til stor gavn for samtlige medlemmer, siger Mette Bank og fortsætter:

– Danmark er ikke et stort land, og vi tror på, at vi i fællesskab kan sætte travel management endnu højere på dagsordenen, både i vores egne virksomheder og hos leverandørerne. Samtidig mener vi, at fusionen sikrer Danmark en endnu stærkere stemme i det nordiske, europæiske og globale samarbejde.

DBTA er Danmarks førende netværksforening for Travel Managers og indkøbere af forretningsrejser og møder i den danske rejsebranche.

Ifølge foreningen skal det nye partnerskab sikre, at Danmark er repræsenteret nordisk, europæisk og globalt.

Share.

About Author

Comments are closed.